Bornholmsk mad

Egnsretter fra Bornholm

Hver egn har sine historiske retter. Bornholm har mange! De fleste kender begrebet en Bornholmer, men det kan være forskellige, hvad det betyder. En Bornholmer kan nemlig både være en øboer, et standur og en røget sild. Og netop de røgede sild er Bornholm kendt for over hele verden.

Også retten "Sol over Gudhjem" er kendt af de fleste og består af et stykke smørrebrød med røget sild, løg og en rå æggeblomme. En anden silderet er de stegte saltsild. Den gamle specialitet er en sild, der har ligget i saltlage, hvorefter den vendes i mel og steges i svinefedt. Det er ikke en ret for sarte sjæle, men er en lækkerbisken for kendere.

Bornholms røgerier

Midt i 1800-tallet begyndte Bornholms store eksporteventyr. Røgede fisk passede godt ind i tidens levestil og utallige røgeriskorstene skød op over alt på Bornholm. Der ryges stadig sild, laks og andet godt i flere af dem. Det gøres på rigtig gammeldags maner, så I kan stadig lugte røgen og få en pragtfuld smagsoplevelse.

Mad på Bornholm

Der er meget andet end fisk at finde på Bornholm. Hvis I vil have et godt indtryk af, hvad øen har at byde på, så er Landbrugsmuseet Melstedgård ved Gudhjem et godt sted at starte. I haven kan I finde gamle urter og I kan også være heldige at se nogle af de gamle produkter blive til - som for eksempel en kryddersnaps.

I kan også vælge at besøge Salomons Kapel, der vidner om Middelalderens omfangsrige handel med sild. Kapellet, der ligger mellem Sandvig og Hammershus, blev bygget for at få del i indtægterne fra sildesalget.